3 rækker bjerge i forgrund og baggrund


Maria og jeg til velkomst med tikka i panden.

Vi har – som skrevet – begyndt vores arbejde på en skole 40 minutters gang (op og ned af bakke) fra, hvor vi bor. Skolen er fin, klasselokalerne er meget små og kun adskilte af blikplader – tror blikplader er ret in herovre. Lærerne er super søde og eleverne er meget ivrige. Lederen forventer at efter 2 mdr. med 3 danske Wonder-womens kan hele skolen perfekt engelsk… Det skal nok gå riiigtig godt, især når vi har 2. klasse, hvor vi faktisk bare skal overtage lærerens undervisning, som består af at skrive en sætning op på tavlen, så er der en elev der læser den højt, så skriver de måske sætningen ned og så har de lært det. At de ikke fatter en bjælke af, hvad den sætning betyder, er ganske ligemeget, så længe deres udtale er fin. Heldigvis er vi mere frie i de andre klasser. Her er vi forøvrigt miss’er og behandles næsten som dronninger. De kommer med vand og the, serverer det i et buk og smiler helt overdrevet. Lidt spøjst.


Vi blev i bedste kling og klang stil fulgt hjem af en et hovede lavere betjent, som meget observant havde lugtet udlændinge på bjergskråningen. Han skulle liiige ned og høre om alt var på sin plads, eller om der var ugler i mosen.


Vores ged.



Tåge og holdt i themarkerne på hjemvejen fra skole.


Ok udsigt på vej til arbejde?


Skispot og ok flot område.


Forhaverne er ret fine.

Nepals kultur er ikke en kultur man drømmende svægler sig hen i af misundelse og ønsket om, at min egen kultur var ligeledes. Jeg bruger alle mine vågne timer herovre på at iagttage og suge til mig, dels i undren og i foragt og dels i fascination. Vores egen værtsfamilie er af mere moderniseret tankegang. De tilhører den øverste kaste, manden er veluddannet og kvinden har også rettigheder, men bruger alle ugens dage på madlavning og “rengøring”, deres børn er begge uddannet og behøves ikke blive gift indenfor samme kaste. De drikker kun alkohol ved specielle anledninger (modsat mange af byens fuldebøtter) og forsøger ellers i bedste forstand at opnå god karma. Men langt fra alle familier i Nepal er ligeledes. Af hvad vi har fået fortalt er dette en usædvanlig familie i Nepal. Kvinder er meget undertrykt og de fleste steder betragtes de som absolut ingenting. Før jeg tog afsted læste jeg om de såkaldte “hytter”, hvor kvinderne sendes ud under deres periode. Selv tænkte jeg ‘ej det sker nok ikke’, men jo det gør det. Tiltrods for at det er ulovligt fortalte vores værtsfar at det stadig praktiseres, især i de små landsbyer i bjergene. Derude sker eftersigende også mange voldtægter… helt absurd!


Man afholder også fodboldturneringer i Nepal. Her spiser de jordnødder og klapper i hænderne når spillerne ikke falder over stenene på banen.



Solnedgang og solopgang fra mit vindue.

I lørdags var i inde i byen Fikkal, hvor der er lidt butikker. Her var vi inviteret på frokost hos en anden frivilligs værtsfamilie. Sebastian (den frivillige) fortalte lidt om sit eget ophold, hvilket var super rart lige at få en andens mening på hele området og det arbejde vi laver. Han har også været på en skole, dog en anden end vores – han sad efter 2,5 mdr. med lidt samme følelse som vi gjorde efter 1. dag – hvad i alverden laver vi her, vi tager bare lærernes arbejde og børnene får ikke mere ud af det. Men han fortalte at de stadig på hans skole slår børnene, det har vi heldigvis ikke oplevet på vores skole (endnu!?). Men hvis det er realiteten,er det måske sundt for dem at se os undervise uden at slå og måske kan vi give børnene et rum og nogle rollemodeller.

Søndag fik vores værtsfamilie gæster til middag. Kiran (værtsmor) havde tilbragt dagen fra 7-11 på at lave lækker lækker Dahl Bhat. Selve frokosten tog omkring 10 min. Her er der ikke noget der hedder at nyde maden. Smaskede skovler de maden ind, efter en grundig oprørning og klaskning på tallerkenen, altsammen med hænderne. Og snakke gør de helst ikke under middagen.

Kiran og Kedar er virkelig en utrolig inspirerede familie. De har levet i en stor 8-værelses lejlighed i Kathmandu med 3 badeværelser og varmt vand. For 6 år siden flyttede de hertil Ilam, hvor de laver meget primitivt i det hælende blikskur på størrelse med 2x hytten og bad og toilet udenfor. Her er de mere eller mindre selvforsynede med hjælp fra naboerne. Hver dag får de bl.a. 2 l frisk mælk fra naboens ko, som i dag er blevet kærnet til smør på skamlerne i køkkenet. Føler at jeg er hoppet 100 år tilbage i tiden!

Tirsdag havde vi en helt fantastisk dag. Vi havde fri fra skole, da det var Shivas fødselsdag. Shivas ynglings beskæftigelse / produkt var weed, derfor er det også Nepals store ‘smoke weed’- dag. Så basic Nepals store koge-dag.
Vi blev inviteret til frokost hos Paras’ forældre. Her gik vi om på den anden side af vores ‘bakke’ (de bliver meget fornærmede, hvis man kalder et bjerg uden sne på for bjerg.. det er altså kun bakker!). Her var simpelthen så smukt – bjerge i 3 rækker (den næste bag 3. er Mount Everests række! The-markerne dækker bjergene så langt øjet skuer. Vi fik en lille rundvisning på deres idylliske gård m. Pomelo træer, stalde, blomster, the fabrik og marker m. guleblomster og så med bjerge som baggrund! Nepaleserne er som udgangspunkt meget imødekommende – man er altid velkommen til the, men man skal ikke regne med at der bliver gjort noget stort ud af at man besøger dem. Man hilser lige, bliver sat (på gulv, bænk, seng, eller hvor de nu opbevarer deres gæster – stuer og opholdssteder er ikke noget som praktiseres) og så fortsætter de ellers arbejde. Det var kun fordi vi havde Paras med at vi så mere end deres hoveddør. Meget mystisk når nu man er vandt til næsten ikke at kunne træde indenfor en dør, uden at få stukket noget i hånden. Sådan er blot kutymen med gæster i Nepal! Efter at jeg havde kærnet smør i et bambusrør med en bambuspind fik vi stukket en tallerken med nogle udefinerbare gule-ris i hånden. Havde lidt forventet lækker Dahl bhat nu hvor vi var inviteret til frokost 🙁 Efterfølgende fik vi dog en lækker friskplukket pomelo – det sætter et stort plaster på mit manglende-Dahl-Bhat-sår.
Herefter var vi inviteret på the hos Paras bror, som er helt nybagt far! Her blev vi placeret i soveværelset på en briks – nok en seng. Fik stukket en the i hånden og så var vi ude igen efter 15 min.
Så var Sebastian og Paras inviteret til the hos Kedar og Kiran (os). Her fik vi dutsha (mælke the, som vi får hver eftermiddag – meget meget sødt) og pogodas (friterede kartofler og løg -lidt ligesom rösties). Vi sluttede dagen af med at stå på ski – fødderne på et bræt, ned på hug og så i fuldgalop ned af bakken.

Onsdag aften oplevede vi vores første ‘thunderstorm’, som er et meget kraftigt uvejr med torden. På ca 2 minutter skiftede vejret, her blev helt mørkt og så kom de sorte skyer væltende indover. Aldrig har jeg oplevet så store lyn og så voldsomme brag. Var også lettere bekymret for at de 1 cm store hagl skulle gå direkte gennem vores topsikrede bliktag.

Torsdag havde vi en halv dag i skolen, hvor vi efterfølgende tog techno-taxien til Fikkal, hvor vi på markedet med Kiran fandt Sharibluse og skørt, øreringe og armbånd – kan love jer for at mine pink metalarmbånd med sølvglimmer er piv frække! Efterfølgende lavede vi Bodotar – kartoffelbrød, hos Paras.

2 tanker om “3 rækker bjerge i forgrund og baggrund

  1. Kæreste Asta. Sikke en masse fantastiske billeder og beskrivelser. Som at være der selv. Hvor lyder det hele vidunderligt. Så meget du dog oplever – og så vildt hvor anderledes det hele er fra vores Danmark. Det uvejr du beskriver, oplevede jeg også i Kina i din alder. På få minutter totalt mørke og så torden, storm og regn. Så vildt. Jeg husker det så tydeligt endnu. Det kommer du sikkert også til med alt, det du oplever og ser og møder. Hvor er det godt!! Herhjemme går alt godt. Jeg håber at få besøg af din søde moder imorgen, inden jeg begiver mig afsted til Aarhus igen. Jeg har haft vinterferie i en uge. Juhu. Kære Asta – nyd det hele – og kom ikke hjem før du er mere end opfyldt. Een gang i din egen seng og bad – så længes du ud igen…mon ikk? Knus og kærlige tanker – Julie

  2. hej asta

    som jeg allerede har skrevet, er jeg meget imponeret over dine breve, kommentarer, gaar der en journalist tabt i dig ?

    det bliver en oplevelse for livet,
    da jeg var paa din alder, var hoejdepunktet at blive au pair pige i england !
    men det engelske jeg laerte har hjulpet mig meget profesionelt
    indtil naeste nyt fra dig

    kaerlig hilsen malou

Skriv et svar